Gå til indhold

Samarbejdet med landet

DIA har formidlet børn til international adoption fra Indien siden 1971. 

I Indien samarbejder DIA med den centrale myndighed Central Adoption Ressource Authority (CARA) under Ministry of Women & Child Development.

CARA samarbejder også med flere andre lande i Europa samt USA, og formidler i gennemsnit ca. 600 børn til international adoption årligt.

Indien har tilsluttet sig Haager konventionen i 2003.

Ventetider og venteliste

Vi henviser til vores ventetidsoversigt for opdaterede oplysninger om den aktuelle ventetid for Indien.

Åben ventetidsoversigt



CARA har indført en central registrering af alle adoptionssager, som sikrer, at alle børn registreres i en central datebase og herigennem først forsøges adopteret væk nationalt til egnede indiske familier, før barnet frigives til international adoption. Formidlingen af børn til adoption er således overgået til at foregå digitalt, så CARA har bedre overblik over ventende familier og børn, der er frie til adoption. Formidlingen foregår derfor via et online system ’CARINGS’, hvor CARA matcher barn og familie.

I samme online system er der også oprettet en Special Need formidling, hvor DIA har mulighed for at reservere/matche barn til DIAs familier. Børnene kan have fysiske og/eller mentale udfordringer.

Krav til ansøgerne

Hvis man ønsker at adoptere fra Indien, er der en række krav, der skal være opfyldt for at blive godkendt som ansøger i Indien, bl.a:

  • Man skal have 2 års ægteskab.
  • Der kræves en udvidet psykolograpport.
  • Man skal være mellem 25-45 år – der er dog mulighed for dispensation.
  • Enlige ansøgere har mulighed for at adoptere barn med særlige behov.

Børnene fra Indien

Indiske børn, der formidles til international adoption, er overvejende i alderen ca. to til seks år. Der formidles også tvillinger eller søskende. Baggrunden for, at et barn afgives til adoption, kan bl.a. være, at moderen er ugift og ude af stand til at forsørge barnet på grund af social nød. Det er svært at være enlig mor i Indien. Børnene kan også være hittebørn, eller de kan være afgivet til adoption af deres familier pga. fattigdom.  

Børnene kan komme fra alle institutioner i Indien, der er godkendt og har licens til at formidle børn til international adoption.

DIA modtager oplysninger om barnet, som består af sociale baggrunds – og lægelige oplysninger og billeder. Det kan være svært at få baggrunds oplysninger om familierelationer, bl.a. fordi mødrene kræver at forblive anonyme. Det vil dog blive oplyst, hvorfor barnet kommer til adoption.  

Standarden på børnehjem i Indien kan variere meget fra delstat til delstat. Derudover har de indiske myndigheder sat begrænsninger for den økonomiske støtte, som de udenlandske formidlingsorganisationer må give børnehjemmene.

Desuden kan børnehjemmene have forskellige procedurer, være forskellige i forhold til kommunikation og oplysningsniveau, have forskelige måder at overdrage barnet til familien på osv.

(alder ved retsdato)

Adoptionsprocessen

I nogle retskredse skal familien deltage i retten. I disse tilfælde kan der forekomme et eller flere retsmøder. Retsproceduren i Indien kan være forskellig fra delstat til delstat alt afhængig af den enkelte ret, der behandler sagen. Adoptionsproceduren i Indien afsluttes med en domstolsafgørelse enten ved High Court eller en distriktsdomstol i en af delstaterne. I enkelte delstater er det påkrævet at familien deltager under retshøringen. Datoen for den afgørelse, der bliver afsagt i Indien, har umiddelbart også gyldighed i Danmark, og adoptionen er herefter gennemført. Barnet får samtidig dansk statsborgerskab.

Ventetiden fra accept af barn til udrejse kan variere afhængig af delstat, men adoptivfamilien har mulighed for at rejse til Indien, når CARA har godkendt det endelige match. Dette vil kræve en plejetilladelse til barnet fra børnehjemmet. Familien kan dermed være sammen med barnet i ventetiden, indtil retssagen i Indien kan afsluttes. Dette betyder, at familien vil få et uvist ophold i Indien, idet rets datoen ikke kendes på forhånd og rets datoer desuden kan blive aflyst og udskudt af flere omgange.

Det er også muligt at. vente med at rejse til Indien, til retssagen er afsluttet, dvs. retskendelsen er udstedt og diverse andre papirer foreligger. Opholdet vil da være på ca-2-3 uger, idet der skal søges provisorisk dansk pas til barnet på Den Danske Ambassade i Delhi eller på et dansk konsulat. Derudover skal exit visum til Danmark søges på et Foreign Regional Registration Office (FRRO). Derefter kan familien rejse til Danmark med barnet.

Opfølgningsrapporter

Der skal udfærdiges 6 opfølgningsrapporter i løbet af 2 år efter barnets ankomst til Danmark. Det er Familieretshuset, der laver rapporterne. Myndigheder og institutioner i udlandet stiller krav om at modtage rapporter om barnets trivsel og udvikling. Adoptionssagen er først formelt afsluttet efter udsendelse af den sidste opfølgningsrapport, som kræves af afgiver landet.

Kravene til rapportering til Indien er, at socialrådgiveren i Familieretshuset skal lave opfølgnings- rapporter efter 3 mdr., 6 mdr., 9 mdr., 12 mdr., 18 mdr. og 24 mdr. Der skal desuden foreligge billeder af barnet.

Opfølgning fra familien

Der vil være individuelle krav til familierne i forhold til follow-up rapporter, som familien selv skal skrive. Antal af disse rapporter, og i hvor mange år der skal skrives rapporter efter Familieretshuset har afsluttet deres rapporter, vil fremgå af rets udskrivelsen. Det er ikke alle retsinstanser, der har krav om follow-up rapporter fra familien.