Gå til indhold

DIA genåbner for nye ansøgere

18. september 2020

På et netop afholdt ekstraordinært bestyrelsesmøde har DIA truffet beslutning om at genåbne for nye ansøgere

"Vi er rigtig glade for at der nu er politisk flertal for at adoptionsformidling fortsat skal ske gennem DIA", siger bestyrelsesformand Lars Ellegaard.

DIA lukkede for nye ansøgere pr. 1. januar 2020, idet der ikke var sikkerhed for at nye adoptanter ville kunne gennemføre deres adoption. Dette skete i forbindelse med den varslede omorganisering af adoptionsområdet. Der har været flere modeller i spil i den rapport der blev udarbejdet af Ankestyrelsen og lagt op til politisk forhandling. Et politisk flertal fandt det dog mest hensigtsmæssigt og betryggende at fortsætte adoptionsformidlingen ved en NGO organisation.

"Vi er i DIA´s bestyrelse naturligvis glade for den tillid det politiske flertal har vist DIA og vi ser det som en anerkendelse af det sociale internationale arbejde som vi udfører. Vi mener der nu er skabt sikkerhed for, at både eksisterende og nye sager vil kunne gennemføres på betryggende vis", slutter bestyrelsesformand Lars Ellegaard.

DIA er den eneste adoptionsformidlende organisation i Danmark. DIA blev dannet som en ny organisation for godt 6 år siden med henblik på at videreføre adoptionsarbejde fra de to tidligere adoptionsformidlende organisationer DanAdopt og AC Børnehjælp.